Fra Vindetreet - Sogeskrift for Vindafjord - 1998

Knud Andreassen Baade

Dette stykket er henta frå det danske tidskriftet "Illustrere t Tidende" nr. 189 -10. mai 1863. Bladet fekk soknepresten i Skjold tilsendt i 1992 frå den 22 år gamle Gunhild Johanne Clarkfeldt frå Tåstrup i Danmark. Ho skreiv at ho i mange år hadde hatt som hobby å samla på "gamle reklamer, samlermærker, skrifter, blad e etc.". Ho måtte i 1992 "udstykke samlingen", og hadde "en eller anden ide om, at netop denne gamle artikel burde finde sig i Norge, og på den rette pladsen".

Om "Illustreret Tidende" gav ho desse opplysningane:
"Illustrere t Tidende" udkom fra 1859 til 1924. Tidsskriftet var indrettet efter mønster af Illustrite Zeitung, og formålet var ugentlige beretninger om vigtige begivenheder og nutidens personligheder, noveller, fortællinger, rejseskildringer samt meddeleiser henhørende under videnskab, litteratur, kunst og industri. For litteraturen har Illustreret Tidende haft stor betydning som rugekasse for unge talenter. Tidsskriftets righoldige og ofte meget aktuelle billedstof har meget stor kulturhistorisk interesse."

Knud Baade var fødd i Skjoldavik i 1808. Faren var sakførar og heitte Andreas Baade. Mora heitte Johanne Margrethe Magnus, og var dotter til skjoldapresten Morten Henrich Magnus. Knud Baade er som kunstmålar særleg kjend for måneskinnsbileta sine. Lars Hertervig henta ved starten av målarkarriera si inspirasjon i bileta til Baade. Artikkelen om Baade som "Vindetreet" her gjengir frå "Illustrere t Tidende", var skriven "tildeels efter hans egne Optegnelser".

De sørgelige Forhold, hvorunder den bildende Konst i lang Tid har maattet virke her i Norden, have til forskjellige Tider tvunget Konstens Udøvere til at gaae i Landflygtighed for at søge Omgivelser, der, paa samme Tid de indvirkede befrugtende og udviklende paa Tanken, lode Mennesket komme til sin Ret. Det er ikke nogen opmuntrende Tanke, at Livet i Norden, som i saa mange Retninger egner sig til at frembringe Konstnere, ikke har Evne til at skaffe disses

Knud Andreassen Baade

Talent tilstrækkelig Virkekreds, men vi maae glæde os over, at saamange af vore Store have havt Mod og Kjærlighed nok til at foretrække Livet i Fædrelandet for Livet i Verden; med dobbelt Interesse bør vi tage os af disse, medens vi glæde os over dem, der lide i den store Verden skaffe Fædrelandets Navn en evig Glands. Men ere Konstnernes Vilkaar end sørgelige i Danmark, saa ere de dog i Norge langt kummerligere; den norske Konst er først skabt i de sidste Aartier, og hvorledes skulde den vel allerede have kunnet skaffe sig en saadan Indgang i det kraftige, raae Folk, som er nødvendig for at Konsten og Konstneren ret skulle kunne trives? Vi sigte ikke blot til den reent materielle Side af Sagen - og den er dog sandelig ikke uvæsentlig; thi Konstneren trænger ligesaa meget til et Marked, som til et Publicum - men Konstnerens Virksomhed er betinget af et stadigt Studium, et stadigt aandeligt Samliv med Beslægtede og et stadig Liv i Konsten. Det kan Norge endnu ikke byde, og derfor falder det heelt naturligt, at de norske Malere og Billedhuggere enten for bestandigt eller dog for lang Tid drage sydpaa for at finde disse Vilkaar, de eneste, hvorunder de kunne virke med Frihed.

En af de norske Malere, der saaledes har exileret sig, er Knud Baade. Hans Navn er ikke meget kjendt her, saalidet som hans Arbeider, men det vil neppe fortryde vore Læsere at gjøre Bekjendtskab med en Konstner, hvis Malerier høre til de stemningsrigeste, vor Tid har at opvise.

Baade er født i Skjolds Præstegaard, Stavanger Amt, den 28de Marts 1808. Hans Fader var dengang Sagfører, og en Sagfører paa Landet i Norge med ni børn, som han havde, er ikke saaledes stillet, at han kan skaffe dem en Opdragelse, som nøie svarer til deres Evner; det gik derfor som det bedst kunde med Skolelærdommen, Faderen lærte Børnene at skrive og regne, og Moderens Fader, Provst Magnus i Skjold, underviste dem i Begyndelsesgrundene sammen med sine egne Børn. Skoletvangen var saaledes ikke trykkende, og Knud havde Tid nok til paa egen Haand at gjøre sine Studier og ungdommelige Forsøg i Malerkonsten; disse have vel neppe været noget Overordentligt, men dog altid nok til at Faderen - kun lidet stemmende med Fædrenes almindelige Fremgangsmaade - tænkte sig Muligheden af et medfødt Anlæg hos Knud, og i hans femtende Aar sendte ham til Bergen, for at han videre kunde uddanne sin Tilbøielighed - thi Andet og Mere var det ikke. I Bergen fandtes dengang kun een Konstner, en Maler, hos hvem Knud blev sat i Huset for at lære at tegne og male, men Læreren tog sig ikke af ham og Knud blev derfor kjed af sit Ophold, og forlod ham allerede efter nogle Ugers Forløb. Den unge Konstner blev imidlertid ikke forknyt herover, han arbeidede paa egen Haand, malede Portraiter og optog Prospecter, og udviklede i det Hele en Fingerfærdighed, som lagde den første Grund til hans Fremtids Lykke.

Hans Farbroder, der levede i Stavanger som Skibscaptain, havde paa en af sine Reiser bragt noget Snurrepiberi hjem med fra London; navnlig en lille Flaske med en Garnvinde i, som i Stavangerske Kredse ansaaes for noget heelt Vidunderligt; vor Knud saae den og gjorde den efter, satte Variationer paa Tanken og opnaaede tilsidst, at den almindelige Opmærksornhed i Bergen henlededes paa hans smaa Konststykker og derfra paa ham selv. Consul August Konow tog ham under sin Beskyttelse, formaaede Bergenserne til at skyde en Sum Penge sammen, hjalp selv til Qg tilveiebragte saaledes et lille Reisestipendium, hvorfor Baade skulde gaae til Kjøbenhavn og ligge ved Konstakademiet.

Atten Aar gammel kom Baade til Kjøbenhavn, blev strax optaget som Elev paa Akademiet og begyndte med Alvor sine Studier; af Akademiets Professorer nævner han med særlig Taknemmelighed Edersberg, som den, der bestandig opmuntrede ham og endog saa gav ham et talende Beviis paa sin Godhed ved i 1828, da Baade ønskede at gjøre en Tour til Christiania, uopfordret at meddele ham en meget rosende Attest om hans Flid og Forhold. Baade avancerede op i Modelskolen og var nu forsaavidt færdig, som han maatte til at male for Brødet; nær var han bleven nødt til at blive hernede, thi i Vinteren 1829 frøs han fast, som det hedder i det tydske Studentersprog, Remisserne hjemmefra udebleve, og kun ved vor danske Mæcens, vor nuværende fornemste Privatmands ædelmodige Understøttelse blev Baade sat istand til i Foraaret 1829 at forlade Kjøbenhavn og reise til Christiania, hvor han fristede Livet som Portraitrnaler.

Imidlertid skete der et Omslag i hans Faders Stilling, som ogsaa skulde blive af uberegnelig Betydning for hans Retning som Konstner. Den gamle Baade blev i 1831 udnævnt til Soren- skriver i Indre Sogn, Knud fulgte med ham til det nye Hjem og blev øieblikkelig slaaet af det Storartede i Orngivelserne her. Den vilde Natur med al dens Dybde og Poesi virkede saa mægtigt paa ham, at han med hele sin Sjæls Inderlighed, uden nogen Reflection, slog om fra Portraitmaler til Landskabsmaler; det var et af disse sjeldne Tilfælde, hvor det reent Ydre griber mægtigt og bestemmende ind i Menneskets Væsen - og Baade blev i det 0ieblik Konstner istedetfor Maler. En heldig Skjebne satte ham i Stand til at udvide sine Studier over en større Deel af Norges vildeste og interssanteste Egne; en Ven tilbød ham fri Reise til Throndhjem og Ophold der, her stittede han Bekjendtskab med en Søofficeer, som skulde paa Kystopmaaling i Nordland og som gjeme vilde have en Reisekammerat som Baade; han drog da med, og den møisommelige Tour bragte hans Phantasi et rigt Udbytte.

Aaret efter denne Reise - i 1835 - traf han i Sogn sammen med den nu afdøde Professor Dahl, som saae hans Studier og opfordrede ham til at gjøre en Reise til Dresden. Baade fulgte strax hans Raad, tog til Dresden og levede der i nogle Aar, arbeide de under Dahls Veiledning, men maatte i 1839 opgive sin Virksomhed og drage tilbage til Sogn, da en Øiensygdom tvang ham til at lægge Penselen bort.

Knud Baade (1808-1879) : Kystlandskap i måneskin, 1868. 40x67 cm. Olje på lerret. RKM.

Her levede han i fire tunge Aar, afskaaren fra Udøvelsen af sin Konst, uvis om hvad Fremtiden vel vilde bringe; for en Maler gives der ingen sørgeligere Tilværelse end den, Baade førte i denne Tid, thi nu, da han stod Maalet nær, syntes det jo at forsvinde for ham. Men han kom sig; den norske Generalchirurg Heiberg gav ham i 1843 Lov til at bruge Øinene igjen, og Regjeringen gav ham Midlerne dertil. Med Reisestipendium drog han i samme Høst tilbage til Dresden, levede endnu noge Aar hos Dahl og flytte de saa, paa dennes Raad, til Munchen, hvor han siden 1845 har havt sit faste Hjem. Atter her maatte han i lang Tid dele de begyndende Konstneres sørgelige Lod, i en stadig Kamp for Udkommet og Navnet; han stod alene, tiden Beskytter, udenfor Cliquerne, og Ingen vilde kjendes ved ham.

Da slog han med Et ned som et Lyn, han fuldendte et udmærket Arbeide, et Maaneskinsbillede - det, som findes gjengivet i nærværende Blad - som strax blev kjøbt at Konstforeningen i Munchen. Senere solgtes det,udført i Copi, til Prinds Luitopld af Baiern. Med eet Slag havde han skaffet sig et Navn, og nu fandt han Beundrere og Kjøbere; hans Arbeider spredtes over Tydskland, Schweitz, Holland, Belgien og England, ja indtil Amerika er hans Navn baaret - kun her i Norden er hans Pensel næsten ubekjendt, og vi læse hans Navn, tiden at vide, hvad der knytter sig dertil.

Baades Specialitet er Maaneskinnet; han er en fuldendt Mester i at gjengive den eiendommelige, blide, romantiske Stemning, som griber Enhver paa en smuk, maaneklar Aften. Det er dette Hemmelighedsfulde, dette Vuggende, Smertestillende, denne dybe Ro, der spiller saa vigtig en Rolle i hele den nordiske Folke- charakteer, som han har forstaaet at gjøre sig til Herre over. Hans Maaneskinsbilleder er deilige, lyriske Digte.

Vi have hidtil beskæftiget os med Maleren Baade; Knud Baade giver denne Intet efter. En aaben og ærlig Charakteer, nøisom og beskeden, elskværdig og trohjertet, indgyder han Tillid og Kjærlighed hos Alle, som han træder i Forhold til. Oplært i Modgangens Skole, vedkjender han sig trofast Virgils Vers:

"Non ignara mali miseris succurere disco."

og Ingen har banket paa hans Dør for at søge Raad eller Daad, uden at blive hjulpen. Flere af Munchens dygtigste Videnskabsmænd tæller han blandt sine Venner, og igjennem fortrolig Omgang med dem har han udvidet sine Kundskaber over et Omraade, som ellers er den strenge Forsken forbeholdt; navnlig er han fortrolig med Naturen, med Astronomi og Physik, og han gjemmer ikke Kundskab for sig selv: altid interessant i Samtale, belærer han ikke blot sine Omgangsvenner, men søger stedse at udbrede Kundskab iblandt den Deel af Folket, som han paa sine hyppige Reiser færdes imellem. Om Sommeren gjør han jævnlig en Udflugt til Tyrol eller Schweitz, men flere Gange, navnlig ifjor Sommer, har han ogsaa besøgt sit Fædreland. Kjærligheden til Norge er endnu varm hos ham, og som god Nordbo udstrækker han ogsaa sin Kjærlighed til Danmark; med Interesse følger han vore politiske Forhold, og det skyldes ham, at mangfoldige falske Meninger og Paastande ere blevne bekæmpede og gjendrevne i en udbredt Kreds i Munchen.

I Aaret 1861 vandt Baade Medaillen af første Classe ved den store Konstudstilling i Gens; i samme Aar befalede Kong Ludvig af Baiern hans Buste udført og opstillet i det nye PinakothekiMiinchen,iSamlingenafberømte Konstnere.